Copenhagen har en række netværk, samarbejdspartnere og kunder i Hovedstadsregionen.
Internationalt orienterede virksomheder i Hovedstadsregionen
Copenhagen Capacity kan bidrage med assistance til såvel udenlandsk som danskejede virksomheder i Hovedstadsregionen.
I forhold til de udenlandskejede virksomheder kan Copenhagen Capacity være behjælpelige med at fastholde og udvide virksomhedernes aktiviteter ved at udarbejde benchmarking analyser og argumentere for en fortsat tilstedeværelse her i regionen.
I forhold til danskejede virksomheder kan Copenhagen Capacity foranledige samarbejder med relevante udenlandske virksomheder, der etablerer sig i regionen. Endvidere vil en generel aktivitet i Hovedstadsregionen give indirekte positive effekter på lokale virksomheder.
Vidensinstitutioner
Copenhagen Capacity har indledt et samarbejde med Copenhagen Tech Transfer Consortium (CTTC) bestående af forskningsinstitutioner i Hovedstadsregionen, Københavns Amt, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Dansk Teknologisk Institut. Konsortiet iværksætter gensidigt værdifulde kontakter mellem offentlig forskning og private virksomheder, således at vellykket forskning transformeres til faktisk produktudvikling. Konsortiets hovedfokus er life-science, og konsortiet fungerer som forbindelse til den verdensledende ekspertise i Medicon Valley. Samarbejdet mellem Copenhagen Capacity og CTTC skal munde ud ien fælles indsats for at fremme og markedsføre regionens forskningskompetence og innovationskraft nationalt såvel som internationalt.
Samarbejdsorganisationer
Copenhagen Capacitys fokus på international markedsføring af Hovedstadsregionen kan danne grundlag for et samarbejde med øvrige organisationer i regionen med samme fokus. Fælles internationale markedsføringsaktiviteter kan i mange tilfælde skabe nye og større muligheder end der opnås via en individuel fremgangsmåde. Et markedsføringsmæssigt samarbejde kan forekomme med virksomheder, der på den ene eller den anden måde har fokus på international markedsføring af Hovedstadsregionen eller eventuelt Danmark som helhed. Der er ligeledes grundlag for samarbejde med virksomheder eller organisationer med et ønske om international markedsføring af diverse events i Hovedstadsregionen med et investeringsmæssigt islæt.
Virksomhedsrådgivere i Hovedstadsregionen
Copenhagen Capacity samarbejder desuden jævnligt med konsulenter og virksomhedsrådgivere såsom advokater, revisorer, ejendomsmæglere, rådgivende ingeniører etc. i forbindelse med aktiviteter i forhold til deres udenlandske klienter. Under fuld fortrolighed leverer Copenhagen Capacity gerne informationer og støtte i forbindelse med aktivteterne
Hovedstadsregionens kommuner og erhvervsråd
Når virksomheder er trukket til København er det af stor betydning, hvorvidt man formår at holde på investeringerne. De regionale myndigheder og erhvervsråd kan trække på Copenhagen Capacitys erfaring med internationalt investeringsarbejde i indsatsen for at fastholde de internationale investeringer. Copenhagen Capacity kan desuden være med til at definere Hovedstadsregionens kompetenceområder, så kommuner og erhvervsråd bedre kan fokusere deres indsats.
Pressen
I forhold til pressen og journalister kan Copenhagen Capacity optræde som informationskilde til vurdering af Hovedstadsregionen og Danmarks præstation på den internationale investeringsmæssige scene. Copenhagen Capacity kan bidrage med historier om udviklingen i den internationale investeringsaktivitet i Hovedstadsregionen, den generelle erhvervsmæssige udvikling i regionen samt information og data om regionens internationale konkurrenceevne. Desuden kan Copenhagen Capacity skabe kontakter til eller levere casemateriale om diverse udenlandske virksomheder i regionen.
Samfundet – økonomi, velfærd og know-how
Internationale investeringer i Hovedstadsregionen har positiv påvirkning på samfundet på flere områder. Direkte er resultatet jobskabelse. Jobs skabes inden for regionen i direkte forbindelse med investeringerne, men også den afledte jobeffekt på landsplan er af stor vigtighed.
Den økonomiske påvirkning på samfundet ses på den opnåede investeringseffekt. I 2005 opnåede amter, kommuner og stat en samlet investeringseffekt på 925 mio. kr. af internationale investeringer, hvilket er 35 gange større end Copenhagen Capacitys budget samme år. Investeringerne forbedrer regionens økonomi gennem flere arbejdspladser, større omsætning hos virksomhederne, et bedre skattegrundlag for de offentlige institutioner og mindre udgifter til sociale ydelser. En vigtig pointe er ligeledes de kompetencer og den know-how, der opbygges i regionen i takt med de internationale investeringer. Copenhagen Capacity arbejder herigennem koncentreret på at forøge Hovedstadsregionens internationale konkurrenceevne.